UCRS har fået nyt logo, ny visuel identitet og ny hjemmeside
Et nyt logo med rødder i Vestjylland, en ny hjemmeside og et fælles visuelt udtryk på tværs af uddannelserne. UCRS har fået et nyt ansigt udadtil – men tankerne bag handler om meget mere end farver og former.
- Nyhed
Der er sket noget på ucrs.dk. UCRS har lanceret en helt ny hjemmeside, der skal gøre det nemmere for kommende elever, kursister, virksomheder og andre interesserede at finde information og få overblik over de mange uddannelsesmuligheder.
Den nye hjemmeside samler UCRS' uddannelser og tilbud i et nyt digitalt univers, hvor både indhold og udtryk er blevet gentænkt.
Uanset om du drømmer om en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse, 10. klasse eller efteruddannelse, er budskabet det samme: Du kan mere, end du tror.
Et nyt logo med rødder i Vestjylland
Den nye visuelle identitet tager udgangspunkt i et logo, der er skabt af en af UCRS' egne medarbejdere.
I 2025 udskrev UCRS en logokonkurrence, hvor elever, medarbejdere og andre interesserede kunne komme med deres bud på skolens fremtidige logo. Vinderen blev gymnasielærer Daniel Vognstrup Perez, hvis forslag efterfølgende er blevet videreudviklet i samarbejde med Vestjysk Marketing.
Det nye logo er inspireret af naturen og landskabet omkring Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. De bløde, overlappende former symboliserer blade og bølger og trækker samtidig tråde til Ringkøbing-Skjern Kommunes våbenskjold.
Bladene repræsenterer vækst, udvikling og bæredygtighed, mens den cirkulære form symboliserer fællesskab og samhørighed.
For Daniel Vognstrup Perez har det været vigtigt at skabe et logo, der både favner forskelligheden og understreger det fælles tilhørsforhold:
Som ansat oplever jeg hver dag betydningen af et stærkt fællesskab, hvor forskellige mennesker og fagligheder bidrager til helheden. Det er netop den balance, mit forslag skal afspejle: Vi hører sammen, men behøver ikke være ens.
Forskellige uddannelser. Én fælles identitet.
UCRS rummer mange forskellige uddannelser, fagligheder og målgrupper. Det skal den nye visuelle identitet afspejle.
Derfor er logoet udviklet, så de enkelte uddannelsesområder kan have deres egne farver, mens den fælles form binder dem sammen.
Det giver plads til forskellighed uden at miste den fælles identitet.
Eller som tanken bag designet kan sammenfattes: Farverne skaber forskellighed. Formen skaber sammenhæng.
En ny hjemmeside, der skal gøre det lettere at finde vej
Den visuelle forandring handler dog om mere end farver, former og et nyt logo.
Med den nye hjemmeside ønsker UCRS at gøre det mere overskueligt at udforske uddannelsesmulighederne og finde den information, man har brug for.
Hjemmesiden henvender sig både til unge, der står over for et uddannelsesvalg, voksne, der ønsker at videreuddanne sig eller skifte retning, og virksomheder, der søger kurser og kompetenceudvikling.
Fælles for dem er, at det skal være lettere at finde vej til de muligheder, der passer til netop deres behov.
Hjælp os med at gøre hjemmesiden endnu bedre
Selvom den nye hjemmeside nu er lanceret, er arbejdet ikke afsluttet.
Der kan stadig være fejl, mangler og indhold, der skal justeres. Derfor håber vi, at brugerne vil hjælpe os med at gøre hjemmesiden endnu bedre.
Har du opdaget en fejl, fundet noget, der mangler, eller har du forslag til forbedringer?
Så send os meget gerne en mail på hjemmeside@ucrs.dk.
Vi tager imod både ris, ros og gode idéer.