uc@ucrs.dk +45 96 80 15 00

Læs mere

Afsætning

Alle elever på Gymnasiet HHX Ringkøbing har faget Afsætning, men det indgår forskelligt i de tre studieretninger.

  • Studieretningen ØKONOMI: obligatorisk fag på B-niveau.
  • Studieretningen MARKETING: studieretningsfag på A-niveau
  • Studieretningen INTERNATIONAL: enten obligatorisk fag på B-niveau eller studieretningsfag på A-niveau.

Hvad er Afsætning B/A?

Hver dag støder du på mange virksomheder i blandt andet reklamer, på nettet, og når du shopper. I faget Afsætning lærer du, hvordan virksomheder bedst muligt opfylder kundernes behov og ønsker for at kunne sælge og tjene mest muligt.

En række forskellige ting påvirker virksomhederne både i Danmark og uden for landets grænser. Det kan eksempelvis være konkurrenter og forskellige love og regler. I Afsætning lærer du, hvordan disse ting påvirker forskellige virksomheder, og hvordan man finder oplysninger om fx kunder og konkurrenter.

Jo mere virksomhederne ved om kunderne og konkurrenterne, des bedre kan virksomhederne sælge det rigtige produkt og fastsætte den rigtige pris. Du bliver udstyret med redskaber i faget, som blandt andet gør dig i stand til at komme med forslag til, hvilken reklame en virksomhed bør udarbejde. Hvordan en emballage bør se ud, og hvor virksomhedernes produkter bør sælges.

Når du senere i livet bliver ansat i en virksomhed eller starter din egen virksomhed, vil du kunne anvende fagets kompetencer i en lang række situationer, som ekesempelvis salg og markedsføring.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Afsætning:

Afsætning A-niveau  

Afsætning B-niveau 

Dansk

Dansk A er obligatorisk i alle studieretninger.

Hvad indeholder Dansk A?

Dansk på handelsgymnasiet adskiller sig fra faget på de andre gymnasiale uddannelser på ét punkt. Vi tilbyder et Moderne Danskfag; vi tilbyder et danskfag, som har fingeren på pulsen; elevernes puls!

Et af de områder, hvor vi adskiller os, er det materiale, vi arbejder med. På handelsgymnasiet sigter vi i undervisningen mod jeres samtid og fremtid; hvad får I brug for i jeres videre uddannelse og arbejdsliv.

I undervisningen arbejder vi med tre hovedområder: Medier, litteratur og sprog. For alle hovedområderne gælder det, at I skal opnå viden om jeres samtid og fremtid – både gennem nyt og samtidigt materiale og noget ældre. På handelsgymnasiet læser vi fx ikke tekster fra Romantikken ” bare for at gøre det” og fordi ”man skal”. Vi vil vise jer, at, den ellers noget ældre periode kan kaste lys over noget af det, vi møder i vores hverdag. Vidste I fx, at Arlas reklamer for økologiske produkter bygger på den samme tankegang, som man havde i Romantikken?

Vi arbejder i høj grad med nyt og samtidigt materiale, fordi vi vil klæde jer på til at begå jer i livet udenfor skole – både nu og i fremtiden. For eksempel kan man undersøge, hvilke virkemidler diverse nutidige medier anvender i nyhedsformidlingen, eller man kan undersøge, hvilke konsekvenser sociale medier som fx Facebook har for det enkelte menneske.

Naturligvis skal der analyseres og fortolkes meget, og kravene til fx korrekt stavning i stilene bliver ikke mindre. Tværtimod. Vi stiller høje krav, fordi vi ved, det giver dygtige elever, der klarer sig godt – også når de forlader os.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Dansk:

Dansk A-niveau

Engelsk

På HHX er Engelsk A obligatorisk og dermed et 3-årigt fag, der afsluttes med en mundtlig og/eller skriftlig eksamen.

Hvad indeholder Engelsk A?

Hvad har Rule Britannia, Jay-Z, Ernest Hemingway, The Daily Show with John Stewart, Monty Python, Winter’s Bone og Nike til fælles?

De giver alle et billede af britisk og amerikansk kultur, som er kernen i engelskfaget på HHX. Kultur, samfundsforhold og kommunikation er de væsentligste områder, vi beskæftiger os med. For at forstå kommunikation og kultur er vi nødt til at bruge det engelske sprog som redskab. Uden ordforråd, grammatik og samtaleevner kan vi ikke forstå amerikansk og britisk kultur og samfund, som er meget vigtige i en globaliseret verden.

I undervisningen læser vi tekster. Tekster er ikke bare romaner, noveller og artikler. Tekster er også film, musik, billeder og websites. Vi analyser materialet, så vi får en forståelse for den kultur og samfundsopfattelse, som ligger bag. Dvs. at vi kan komme bag om det åbenlyse og forstå de grundlæggende elementer i britisk og amerikansk kultur. 

I den daglige undervisning taler og skriver vi engelsk, så vi får nok viden om disse samfund, så vi fx kan få svar på, hvorfor amerikanerne er så konkurrenceprægede og individualistiske. Vi kan også få svar på, hvorfor fodbold er vigtigt i Storbritannien og hvorfor amerikansk tv og musik er populært.

På HHX indgår derudover også emner som markedsføring og økonomi i forbindelse med de andre fag.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Engelsk:

Engelsk A-niveau

Spansk

Spansk tales til dagligt af knap 500 millioner mennesker i verden, hvilket gør det til det næstmest udbredte modersmål efter kinesisk. Globaliseringen medfører, at mennesker og kulturer mødes på kryds og tværs. I USA er den spanske befolkning f.eks. vokset så eksplosivt, at virksomheder og offentlige institutioner nu kommunikerer på både engelsk og spansk. Der er derfor i fremtiden behov for mennesker, der kender til og behersker spansk sprog og kultur på højt niveau. 

Det spanske sprog giver samtidig adgang til en mangfoldig verden af forskellige kultur- og livsformer: Fra den skærende kontrast mellem de pulserende metropoler - Madrid, Barcelona og Valencia - på den ene side og traditionelle landsbysamfund i provinserne på den anden, til de komplekse blandingskulturer man støder på i Latinamerika som resultatet af den europæiske kolonisering af kontinentet.

Målet med undervisningen er at give dig evnen til at kommunikere. I første omgang vil der derfor være fokus på, hvordan man bruger sproget i praksis - du lærer med andre ord at kunne begå dig på spansk i hverdagen. Derudover vil du i arbejdet med forskellige tekster og medier lære om forskellige spanske samfunds- og erhvervsforhold i et naturligt samspil med handelsgymnasiets øvrige fag. 

 

Faget Spansk har forskellig vægtning på de tre studieretninger.

  • Studieretning ØKONOMI: Spansk B kan vælges som andet fremmedsprog, med mulighed for at vælge Spansk A som valgfag på HH3.
  • Studieretning MARKETING: Spansk B kan vælges som andet fremmedsprog, med mulighed for at vælge Spansk A som valgfag på HH3. ELLER eleverne kan vælge Spansk A som tredje fremmedsprog med start på HH2.
  • Studieretning INTERNATIONAL: Eleverne har mulighed for at vælge Spansk A som studieretningsfag eller som valgfag med start på HH2.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Spansk:

Spansk Niveau A

Tysk

Faget Tysk har forskellig vægtning på de tre studieretninger.

  • Studieretning ØKONOMI: Tysk B kan vælges som andet fremmedsprog, med mulighed for at vælge Tysk A som valgfag på HH3.
  • Studieretning MARKETING: Tysk B kan vælges som andet fremmedsprog, med mulighed for at vælge Tysk A som valgfag på HH3.
  • Studieretning INTERNATIONAL: Tysk A er et studieretningsfag.

Hvad indeholder Tysk B/A?

Tysk på handelsgymnasiet er meget mere end bare grammatik! Vi lægger vægt på, at du skal kunne bruge sproget i praksis. Derfor lægger undervisningen op til, at du får læst og talt en masse tysk, så du lærer at kommunikere på en brugbar måde.

Hvis du skal arbejde i en virksomhed, som handler med Tyskland, er det selvfølgelig vigtigt at kunne skrive fx en mail på tysk. Derfor lærer du også tysk som handelssprog på handelsgymnasiet. Derudover læser vi moderne tekster om den tyske kultur, det tyske samfund og erhvervslivet i Tyskland.

Undervisningen deles op i emnekredse, og det kunne være følgende:

  • Urlaub und Tourismus - fx tyskernes rejsevaner, Tyskland som ferieland, tyske turister i Danmark.
  • Anderssein - fx folk med piercinger og tatoveringer, folk med handicaps
  • Deutsche Unternehmen - fx Adidas, Puma, VW, BMW, Paulaner Brauerei, Siemens.
  • Die DDR - fx filmene "Das Leben der Anderen" og "Goodbye Lenin".

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Tysk:

Tysk A-niveau

Tysk B-niveau

Erhvervsjura

På HHX er Erhvervsjura C obligatorisk. Faget er 1-årigt og placeret på HH3. Det kan afsluttes med en mundtlig eksamen.

Hvad indeholder Erhvervsjura C?

I Erhvervsjura skal du lære om de erhvervsrettede love, og hvordan de både skaber muligheder og sætter rammer for den internationale og markedsorienterede virksomhed.

Du skal altså lære at kunne:

  • reflektere over både nationale og internationale juridiske problemstillinger for en virksomhed.
  • identificere erhvervsretlige problemstillinger gennem forståelse af de juridiske grundprincipper, der gælder i et demokratisk retssamfund.
  • inddrage faglig metode i forbindelse med problemstillinger omkring forebyggelse og løsning af retlige konflikter.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets fagbeskrivelse for Erhvervsjura.

Erhvervsjura C-niveau

Finansiering

Finansiering C er et valgfag, der kan vælges på HH3. For elever på studieretningen ØKONOMI er faget et obligatorisk valgfag.

Hvad indeholder Finansiering C?

I vil i faget Finansiering få kendskab til Danmarks største børsnoterede virksomheder, bl.a. Carlsberg, Vestas og Pandora. Hvilken rolle og betydning har/havde Jesper "Kasi" Nielsen for virksomheder som Pandora, AG København og Brøndby IF? Gennem aktuelle avisartikler samt hjemmesider følges de store virksomheder. Udviklingen i virksomhedernes aktiekurser analyseres, og I lærer, hvordan man kan vurdere, om en investering er lønsom.

Da de fleste af jer på et tidspunkt køber hus eller lejlighed, skal I have kendskab til forskellige boliglån. I lærer, hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge et lån med en lidt højere rente, men hvor renten er den samme samtlige år, i forhold til et lån med lav rente, men hvor renten justeres hvert år.

Vi vil se og analysere et par af TV3's udsendelser "Luksusfælden", så I forhåbentlig aldrig ender i samme situation. I bliver i stand til at beregne og sammenligne samtlige omkostninger ved forskellige lån. Dette skulle gerne forhindre jer i at komme i en ret håbløs situation med hurtige og nemme, men alt for dyre forbrugslån, som kan optages ved hjælp af få klik på nettet.

Når en virksomhed skal ud af investere i fx nye maskiner, så har den brug for at låne penge. I bliver i stand til at vurdere, om det er bedst at leje eller købe maskinen, og hvis valget falder på at købe, så kan I beregne, hvilket lån virksomheden bør vælge.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Finansiering:

Finansiering C-niveau 

Idræt

Faget Idræt C er et valgfag på HH3.

Hvad indeholder Idræt C?

Valgfaget Idræt C tager udgangspunkt i praksis. Om det er fodbold, dans, svømning eller en hvilken som helst anden idrætsaktivitet, der tages udgangspunkt i, så vil udgangspunktet for faget altid være kroppen i bevægelse.

Gennem fysisk aktivitet, træning af idrætslige færdigheder og inddragelse af teori giver faget dels indsigt i den fysiske aktivitets betydning for sundheden, dels forståelse for idrættens kulturelle værdier.

Undervisningen foregår primært i ROFI-Centret, men også i svømmehallen og ude i den lokale natur, bl.a. stranden ved Søndervig.

I forbindelse med undervisningen inddrages gæstelærere, fx til at undervise i karate.

Eleverne har mulighed for at deltage i en skitur til Neukirchen i Østrig - den er grundet egenbetaling frivillig.

Der er ikke eksamen i faget.

 

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Idræt:

Idræt C-niveau

Innovation

Innovation C er et valgfag, der kan vælges på HH3.

Hvad indeholder Innovation C?

Har du en iværksætter i maven?

Så er dette faget for dig.

Du lærer at udarbejde en konkret forrretningsplan for en virksomhedsidé, som du selv har fundet på sammen med din gruppe.

Du kommer til at øve dig i selv at skabe kontakter og skaffe oplysninger samt lave markedsanalyse for at afprøve jeres forretningsidé.

Opfatter du dig selv som kreativ?

Hvornår har du sidst fået en god idé?

Vidste du, at man kan øve sig i at være kreativ og få nye gode idéer?

I faget Innovation arbejdes der på en sjov måde med kreativitet vha. eksempelvis forskellige små lege, der sætter gang i energien og humøret.

Hvilken type er du?

Er du eksempelvis god til at analyse, at organisere, at kommunkere eller til at koordinere?

Du vil i forbindelse med faget Innovation få lavet en lille test for at finde ud af, hvilken teamrolle du bedst udfylder.

På den måde bestræber vi os på at få sammensat de mest optimale grupper.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Innovation:

Innovation C-niveau

International økonomi

Faget International økonomi har forskellig vægtning på de tre studieretninger:

  • Studieretning MARKETING og ØKONOMI: Faget er et 3-årigt studieretningsfag på A-niveau.
  • Studieretning INTERNATIONAL: Faget er et obligatorisk fag på B-niveau, men eleverne har mulighed for at International økonomi A som valgfag på HH3.

Hvad indeholder International økonomi B/A?

Den 11. september 2001 forekom en begivenhed med voldsomme konsekvenser for USA’s befolkning. Twin Towers faldt, og frygten bredte sig blandt vestens befolkninger. To krige senere har verden forandret sig, og landenes økonomier har også. Vi er i dag på vej ud af en alvorlig økonomisk krise, som har skadet mange. Hvorfor havde Osama bin Laden held med at vælte vore økonomier. Hvad har vi gjort forkert?

Hvorfor er vi nu på vej ud af krisen, og hvorfor er der håb forude? Hvad betyder alt dette for os alle og vore virksomheder?
Til jer der vil arbejde i den finansielle branche med aktier eller ejendomshandel eller vil læse samfundsvidenskabelige eller økonomiske fag, giver International Økonomi en masse brugbare redskaber med brede anvendelsesmuligheder.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for International økonomi:

International økonomi A-niveau

International økonomi B-niveau

Kulturforståelse

Faget Kulturforståelse har forskellig vægtning på de tre studieretninger:

  • Studieretningerne ØKONOMI og MARKETING: Eleverne har mulighed for at vælge Kulturforståelse som valgfag på HH3.
  • Studieretning INTERNATIONAL: De elever, der ikke har Spansk A som studieretningsfag, har Kulturforståelse C som studieretningsfag. Elever med Spansk A som studieretningsfag har mulighed for at vælge Kulturforståelse som valgfag på HH3.

Hvad indeholder Kulturforståelse C?

I Kulturforståelse lærer du om fremmede kulturer.

Hvad kendetegner disse kulturer, og hvad skal man være opmærksom på, når man skal forhandle med forretningsfolkfra fx Japan eller USA?

Du lærer også om den danske kultur og den danske identitet. Hvad vil det sige at være dansker? Hvilke værdier og normer har vi? Hvad sker der, når vi møder nogle mennesker med en helt anden kultur?

Eksempler på emner i Kulturforståelse:

Hvad er kultur?

  • Vi arbejder med forskellige kulturbegreber og omsætter dem i praksis.
  • Vi laver landebeskrivelser, der viser de enkelte landes kulturelle særpræg.
  • Kommunikation og kropssprog.

Kulturmøde

  • Vi arbejder med mødet mellem ung og voksen.
  • Ungdomskultur (fx reality-tv) og de voksnes holdninger til den.
  • Unges identitet.

Ikke-vestlig kultur

  • Vi arbejde med normer, værdier og andre kulturelle særpræg i fx Kina.
  • Besøg af udlændinge bosat i vores område.

Undervisningen varierer mellem gennemgang af relevante kulturbegreber og en masse selvstændigt arbejde - individuelt, parvis eller i grupper - hvor du har mulighed for at udfolde dine kreative talenter!

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Kulturforståelse:

Kulturforståelse C-niveau

Markedskommunikation

Faget Markedskommunikation har forskellig vægtning på de tre studieretninger:

  • Studieretningerne ØKONOMI og INTERNATIONAL: Eleverne har mulighed for at vælge Markedskommunikation som valgfag på HH3.
  • Studieretning MARKETING: Markedskommunikation C er et studieretningsfag på denne studieretning.

Hvad indeholder Markedskommunikation C?

Vidste du, at du bliver udsat for mere end 3.000 marketingbudskaber om dagen?

Hvordan skal man som virksomhed kunne brænde igennem, når der er så megen konkurrence om os som forbrugere?

  • Hvor mange ben har elefanten?
  • Indianer eller eskimo?

I faget Markedskommunikation arbejder vi bl.a. med reklamepsykologi, og vi ser på, hvordan virksomhederne anvender mange forskellige virkemidler og dermed ofte "snyder" vores hjerner.

Virksomhederne henvender sig i dag til alle sanser, så udover almindelig branding lærer du også om lyd- og duftbranding.

Du lærer tillige både at analysere reklamer og kreativt at opbygge egne reklamer.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Markedskommunikation:

Markedskommunikation C-niveau 

Matematik

Hvad indeholder Matematik C/B/A?

Alle har jo nok stiftet bekendtskab med Matematik på et eller andet tidspunkt i folkeskolen. Folkeskolen har nogle mål, som skal opnås efter 9. klassetrin. Matematik er for de fleste noget med tal, problemregning, bogstavregning (algebra) og meget mere.

Faget Matematik tager på HHX udgangspunkt i faget som et anvendelsesfag, som dog på B-niveau gradvist udvikler sig til et videnskabsfag. I højsæde er ordet "kompetence".

At være kompetent betyder ikke blot, at man kan en masse faglige ting, men også, at man kan anvende sin faglighed i forskellige situationer. Hvis man lærer noget, som man ikke kan anvende, ja så er man ikke kompetent.

På Gymnasiet HHX Ringkøbing kan du tage Matematik på alle tre niveauer C, B og A. I faget er der noget kernestof, som på alle områder er kendt fra folkeskolen - beskrivende statistik, funktionslære, rentesregning, men der er også mange nye områder.

Alle på HHX skal som minimum have Matematik på C-niveau, men mange videregående uddannelser kræver Matematik på B-niveau.

Har vi brug for Matematik? Måske?

Rentesregning: er måske den del af kernestoffet, som har mest relevans for de fleste.

Skal du være bankrådgiver og rådgive privatkunder om boligkøb, pensionsopsparing eller meget andet om penge, ja så er det vigtigt at være kompetent på dette område. Man skal kunne forklare kunderne, hvilke beslutninger der skal træffes, og hvilke konsekvenser disse beslutninger kan få ...

Computere og teknologier: For at udvikle samfundet er Matematik jo vigtig. For mange år siden var der en britisk matematiker (Alan Turing), som udviklede tanken om en computer og opstillede en model for, hvorledes en computer kunne komme til at virke. Først senere kom fysikerne til og udviklede så rent faktisk computeren.

Hvis man tænker på, hvor afhængigt det moderne menneske er af teknologier, så er Matematik jo ikke helt uden nytte.

Man kan i flæng nævne mange store danske virksomheder, som er helt afhængige af dygtige mennesker (med et vist matematisk niveau): Mærsk, Vestas, Novo Nordisk, Haldor Topsøe, Lego, Danfoss, Grundfos osv.

Logisk tankegang: På et udviklingsmæssigt niveau er Matematik jo også vigtigt.

At kunne ræsonnere og tænke i abstrakte sammenhænge er vigtigt for borgere i et samfund, hvis man vil udvikle samfundet og dets velfærd. Danmarks fremtidige konkurrenceevne vil afhænge af vores uddannelsesmæssige niveau - og her spiller Matematik en afgørende rolle.

Så måske synes du ikke, at Matematik er nyttigt for dig, men vi som samfund har brug for et vist matematisk niveau.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplaner for faget Matematik:

Matematik A-niveau

Matematik B-niveau

Matematik C-niveau

Psykologi

Faget Psykologi C er et valgfag på HH3.

Hvad indeholder Psykologi C?

Psykologi bruges i mange forskellige - også faglige - sammenhænge til forståelse af mennesket, dets udvikling (både universelt og under nærmere definerede livsomstændigheder).

Derfor giver Psykologi eleverne mulighed for at udvikle forståelse og respekt for menneskers forskellighed på baggrund af personlige, sociale og kulturelle faktorer, hvilket forbedrer elevernes kompetence i forhold til at navigere i en foranderlig og globaliseret verden.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Psykologi:

Psykologi C-Niveau 

Samfundsfag

Faget Samfundsfag C er obligatorisk på alle studieretninger. Alle elever har mulighed for at vælge Samfundsfag B som valgfag på HH3.

Hvad indeholder Samfundsfag C/B?

Hvad sker der med vores samfund? Hvor er vi på vej hen. Nye kommunikationsformer; internettet og sociale medier ændrer den måde vi kommunikerer på. Vi snakker sammen elektronisk. Politikere forsøger at finde vælgerne på Facebook. Revolutionen i Egypten kaldes ”Twitter-revolutionen”. Computerstyret handel med aktier kan på et splitsekund påvirke vores økonomi.

Samfundsfag handler om det land og den verden, som forandrer sig i rekordtempo, og give den viden og forståelse, som gør at samfundet bliver interessant for dig!

Samfundsfag C-niveau 

Historie

Faget Historie B er obligatorisk på alle studieretninger. Faget er placeret på HH2 og HH3.

Hvad indeholder Historie B?

Hvad kunne få den 40-årige amerikaner Wade Michael Page til at gå ind i et Sikh-tempel og skyde vildt omkring sig i august 2012? Jo, sikher går med turbaner lige som de al-Qaeda-krigere, der med jævne mellemrum dukker op på tv-skærmen og kommer med trusler mod Vesten – og i Pages verden var alle, der går med turban, muslimer, og alle muslimer terrorister, så et angreb på templet var jo egentlig en god gerning…

Men sikher er ikke muslimer, og alle muslimer er ikke terrorister – ligesom alle terrorister ikke er muslimer.

I historie arbejder vi også med nutiden – og prøver at forklare den på baggrund af fortiden fx i forbindelse med et emne som terrorisme. Hvordan har forholdet mellem den vestlige og arabiske været og udviklet sig forud for angrebet mod USA i 2001 – og hvordan kan det være med til at forklare vreden mod Vesten? Og hvad med Vestens reaktion på terrorangrebet – lever den op til vores idealer om demokrati og menneskerettigheder?

Et andet emne kunne være den danske udvandring til bl.a. USA i midten og slutningen af 1800-tallet, der sammenlignes med nutidens indvandring til Danmark og andre vestlige lande. Hvad fik næsten 10 % af den danske befolkning til at rejse om på den anden side af Jorden? Push- og pull-faktorerne er derfor centrale: Hvad var så dårligt i Danmark, at så mange blev ”skubbet” ud – og hvad var så godt i fx USA, at så mange blev ”trukket” dertil? Og hvor forandrede er faktorerne i dag?

Historien gentager sig, men aktørerne skifter; dem vi i dag ser som vores venner, var måske vores fjender for 20 år siden, og omvendt – formålet med Samtidshistorie er at give dig et indblik i den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale udvikling i Danmark og verden gennem de seneste ca. 200 år, så du får en større forståelse for din samtid.

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Historie:

Historie B-niveau

Virksomhedsøkonomi

Faget Virksomhedsøkonomi har forskellig vægtning på de tre studieretninger.

  • Studieretning ØKONOMI: Virksomhedsøkonomi A er et studieretningsfag.
  • Studieretning MARKETING og INTERNATIONAL: Virksomhedsøkonomi B er et obligatorisk 2-årigt fag, med mulighed for at vælge Virksomhedsøkonomi A som valgfag på HH3.

Hvad indeholder Virksomhedsøkonomi B/A?

Virksomhedsøkonomi er et vigtigt fag på HHX-uddannelsen, da det også eksisterer som fag på videregående økonomiske uddannelser. Det vil sige, at det, som man lærer i faget Virksomhedsøkonomi på handelsgymnasiet, danner grundlag for de økonomiske fag på fx handelshøjskoler og universiteter.

Virksomhedsøkonomi handler, som navnet antyder, om virksomheder.


Hvad er en virksomhed?

  • Producerer Kvickly selv alle sine varer (f.eks. mælk), eller indkøbes varerne hos leverandører?


Hvem ejer virksomhederne?

  • Hvem ejer egentlig Vestas? Hvem ejer egentlig Lego? osv…..


Hvordan tjener en virksomhed penge?

  • Hvorfor klarer nogle virksomheder sig godt igennem krisen, mens andre virksomheder går konkurs?


Hvordan motiverer lederne af virksomhederne deres medarbejdere?

  • Arbejder medarbejdere mere effektivt, hvis de får mere i løn? Får man gladere (og mere effektive medarbejder), hvis virksomheden giver medarbejderne gratis frokost?


Hvordan opstiller man regnskaber, og hvordan læser man et regnskab?

  • Hvilke informationer kan man læse af f.eks. Mærsks regnskaber?


Hvilke varer har virksomheden på lager? Hvor meget ligger på lager? Hvor køber virksomheden sine råvarer?

  • Hvordan er det muligt, at man kan designe sig egen bærbare PC på Dell’s hjemmeside og allerede få den leveret efter 7-8 dage?
  • Hvorfor er der meget lang leveringstid på nogle varer, mens andre kan leveres med få dages varsel?

Hvis du vil vide mere om faget, kan du læse mere i Undervisningsministeriets læreplan for Virksomhedsøkonomi:

Virksomhedsøkonomi A-niveau

Virksomhedsøkonomi B-niveau

Tilmeld dig i dag

Ansøg om optagelse via optagelse.dk.

Hvis du går i skole, skal du bruge dit UNI-Login, som er oprettet på din skole. - kan du ikke huske det, så kan din skole hjælpe dig.

Er du over 18 skal du bruge dit NemID.

Gå til optagelse.dk

Bliv kontaktet

Du kan vælge at skrive dig op, så vil en af vores vejledere eller konsulenter kontakte dig hurtigst muligt.

uc@ucrs.dk +45 96 80 15 00