Shadow

Seneste nyheder


Da TV ændrede vaner i HH2

Dansende biler fortæller drengedrømme

Kan jorden bære os?

Vidunderlig hverdag – efter en god start

To elever fik Landia-prisen

Tre gymnasier helt i top

På vej i butik med EUD-huen på hovedet

Sommerens første EUX-student

Alle HTX’s studenter

Unge hjerner i ide-dans

« Tilbage

To elever fik Landia-prisen

Når komplicerede pumper, skinnende tankvogne, kæmpe vindmøller og andre af de specialprodukter triller fra virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune og ud i verden, er der klare krav om at produktet kan, hvad det skal.

Derfor har virksomhederne brug for dygtige medarbejdere, der er specialiserede, som er grundige og som er med til at skabe gode arbejdspladser.

Det vil Landia i Lem gerne være med til at sikre også vil ske i fremtiden. Der er nemlig brug for flere unge, der vælger en erhvervsuddannelse, hvis de lokale, nationale og internationale industrivirksomheder fortsat skal kunne løse opgaverne lokalt. I dag vælger mange unge imidlertid en gymnasial uddannelse, og det giver udfordringer i virksomhederne, der kæmper med næb og kløer for at få fat i kvalificeret arbejdskraft.

- Vores virksomhed bor her, og derfor skal vi sikre, at der er nok unge, der vælger uddannelser, så de kan arbejde her, siger direktør Steen Buhl Larsen om den helt konkrete udfordring.

10.000 kroner

Fonden bag Landia har derfor indstiftet Landia-prisen, der består af 10.000 kroner og en gave. Prisen gives til unge i gang med en erhvervsuddannelse i Skjern og Herning, unge som indstilles til prisen af deres skoler både på grund af deres faglighed men også for deres sociale kompetencer.

- Magnus og Ulrik (årets to prismodtagere) er gode repræsentanter for dét, vi mangler. Vi er sikre på, at de er gode repræsentanter for erhvervsuddannelserne, så flere unge får lyst til at vælge den vej, i stedet for at så mange vælger gymnasiet, siger Steen Buhl Larsen.

Han er selv eksemplet på, hvor vidt en erhvervsuddannelse kan bringe en. Som ung blev han uddannet smed, efter nogle år i Norge kom han hjem og videreuddannede sig til maskinmester. I dag er han direktør på Landia.

- Jeg er sikker på, at Magnus og Ulrik om 30 år kan fortælle, at de har oplevet lige så meget med deres fag, siger han.

De to unge prismodtagere har stadig et år tilbage af deres uddannelser som smed.

Ulrik Krogsgaard er i lære hos Houe Smed og VVS ved Lemvig:

- Det er da et godt skulderklap at få til resten af uddannelsen, siger han glad om prisen.

Han har endnu ikke lagt sig fast på, hvad han vil, når han næste år står med svendebrevet i hånden:

- Det bliver måske noget med landbrug eller ved Vestas. Det ved jeg ikke helt endnu, siger han.

Magnus Bæk Olsen glæder sig også over prisen:

- Det er da stort. Det er jo ikke hver dag, sådan noget sker, siger han stolt.

Da han begyndte på Skjern Tekniske Skole vidste han ikke, hvilken vej han ville gå. Han valgte smedevejen og fik en læreplads på VM Tarm. Her er han færdig om et år:

- Så skal jeg ud og arbejde – måske som rejsemontør, fortæller han.

På Skjern Tekniske Skole er udviklingschef Hans Uhd Jakobsen glad for den nye Landia-pris:

- Det er fantastisk, at der kommer fokus på de dygtige og gode unge, der vælger erhvervsuddannelserne. Det her er en pris der gives for sikre udviklingen og bevare arbejdspladserne lokalt. Det er et flot initiativ, siger han.

Vil du vide mere om uddannelsen til smed eller de andre erhvervsuddannelser på Skjern Tekniske SKole?  Klik her

Fra venstre er det direktør Steen Buhl Larsen, Landia, Jens Peter Johannesen, halformand VM TARM, Magnus Bæk Olsen, prismodtager, Ulrik Krogsgaard, prismodtager, Arne Bundgaard, índehaver Houe Smed og VVS og Hans Uhd Jakobsen, udviklingschef Skjern Tekniske Skole.